Det er først, når den regerende konge træder til side, at regnbuetrøjen for alvor begynder at stråle.

Cykelverdenens romantik ligger ikke blot i selve trådet i pedalerne eller i at besejre stigninger, men i det glimt af regnbuefarver, der blafrer i vinden, netop når menneskelige lunger, viljestyrke og mekanisk rytme presses til det yderste. VM i cykling 2026 skydes i gang i Montreal, Canada, fra den 20. til den 27. september – en cykelbegivenhed i verdensklasse, som byen har ventet et halvt århundrede på at være vært for igen siden OL i 1976. Omkring 1.000 ryttere fra hele verden – iført cykeltøj sæt med holdlogoer som eksempelvis Boras – vil forvandle vejene langs Saint Lawrence-floden til en mobil gladiatorarena. For fansen er VM ikke bare et almindeligt løb; det repræsenterer det ultimative spørgsmål: "Hvem er værdig til at bære regnbuestriberne i et helt år?"

Det mest dramatiske tomrum opstod netop dér, hvor der var lagt op til den hårdeste kamp. Den dobbelte verdensmester Tadej Pogačar (UAE Team Emirates) – der af mange blev anset for at være den dominerende skikkelse i både enkeltstarten (ITT) og linjeløbet – måtte skuffet trække sig efter et uventet styrt i Vuelta a España. Da han lagde sin karakteristiske UAE Team Emirates  cykeltøj fra sig og måtte stå over i Montreal, blev drømmen om en historisk "Triple Crown" sat på pause, før den overhovedet var begyndt. Da kæmpen var væk, blev skoven pludselig oplyst: Navne, der tidligere havde levet i Pogačars skygge – Van der Poel, Evenepoel, Sias, Del Toro, Van Aert – øjnede pludselig chancen for at erobre regnbuetrøjen. Sådan er cykelsportens nådesløse natur: Man kan beundre kongen, men løbsruten viser ingen nåde over for nogen.

Enkeltstarten for herre-elite leverede det første store brag: Boras Remco Evenepoel sikrede sig sin fjerde VM-titel i træk – en hidtil uset bedrift, der i praksis har knyttet begrebet "tid" uløseligt til hans eget efternavn. Men et verdensmesterskab kræver mere end blot én sejr mod uret; Med linjeløbet, mixed-stafetten og konkurrencer, der spænder fra junior- til eliteklassen, venter der tretten regnbuetrøjer på de ryttere, der kan præstere deres livs løb. I Pogačars fravær er mulighederne åbne for hele feltet – men et åbent løb betyder ikke, at titlen kommer let. Montreals stigninger og sving vil fungere som en nådesløs udskilning i kampen om regnbuetrøjen: Sejren tilfalder ikke den hurtigste maskine, men de ben, der nægter at give op. Dramaet i jagten på regnbuetrøjen er kun lige begyndt.